Sortbroget landracesvin _
Det tamme svin stammer oprindeligt fra vildsvinet.
Vildsvinet blev tæmmet i Asien for ca. 9.500 år siden. I Danmark viser fund af knogler og tænder, at svinet har været holdt som husdyr siden Yngre Stenalder for mindst 5.000 år siden.
I gamle dage holdt man mest svin til husbehov. Svineavl havde ikke den store økonomiske betydning, og de fleste gårde havde bare ét eller to svin til egen husholdning.
I slutningen af 1800-tallet blev landbruget moderniseret, og man begyndte at forædle husdyrracerne gennem målrettet avlsarbejde. Det stigende behov for svinekød på de danske middagsborde og nye eksportmuligheder betød, at avl af svin efterhånden fik stor betydning for landbruget. Især eksport af bacon til England kom til at betyde meget økonomisk.
Der findes i dag to gamle svineracer i Danmark, nemlig dansk landrace anno 1970 og sortbroget landracesvin. Den nuværende bestand af sortbroget landracesvin stammer især fra det oprindelige gamle danske landsvin. Racen blev aldrig udbredt, fordi det sortbrogede svin ikke var velegnet til eksportbacon.
Til gengæld har de sortbrogede svin andre fordele. Racen har en høj frugtbarhed og passer særdeles godt på ungerne. De sortbrogede blev af og til krydset ind i andre racer for at tilføre disse bedre frugtbarhed.
Den sortbrogede landrace er mindre end moderne svineracer. Trynen er lang, og ørene er store og hængende. Som navnet siger, har grisen sorte pletter over hele kroppen. Et særligt kendetegn for den sorbrogede landrace er, at de har halstitter. Halstitter er små brusklapper, der sidder på halsens underside.
|
 | | Sortbroget landrace |
|
 | | Vildsvinet er forfader til tamsvinet |
|
 | | Halstitterne sidder på siden af halsen |
|
|
Sortbroget landracesvin har sorte børster _
En hungris kaldes en so - hangrisen kaldes en orne.
Det sortbrogede svin findes i flere farvevarianter. Nogle er hvide med sorte pletter - andre ser ud, som om de har en sort grundfarve med hvide pletter.
Det er dog kun svinets hår, der er sorte. Hårene kaldes børster. Børsterne er tykke og stive. Når den slagtede svinekrop gøres klar til udskæring, barberer man alle kroppens børster af. Nu ligner de sortbrogede svin de hvide racer. Når flæskestegen kommer ud af ovnen, er der ingen, der kan se forskel.
Sortbroget landracesvin er efterkommer af det jyske svin, som var et stort og langstrakt svin. Ørene hænger fremad og ned over øjnene, og hovedet er forholdvist lille og langstrakt med en lang og spids tryne. Hovedfaconen minder lidt om hovedet på et vildsvin. Nogle varianter har lidt højere ben, andre er mere lavbenede.
Ornerne har store og tydelige hugtænder - ligesom vildsvin.
|
|
 | | Det er kun børsterne, der er sorte |
|
 | | Ornen har store hug-tænder |
|
|
Sortbroget landracesvin stammer fra det gamle danske landracesvin _
Man kan se billeder af grise, der ligner det sortbrogede svin, på kalkmalerier i danske kirker.
Selvom svinet måske ikke havde den store økonomiske betydning for folk på landet, er der ingen tvivl om, at grisen altid har spillet en særlig rolle i folks bevidsthed.
På kalkmalerier fra Middelalderen kan man se grise fremstillet i menneskelignende situationer som musikanter eller dansere. Ofte er grisene afbilledet sammen med Sankt Antonius. Han var skytshelgen for en munkeorden, der - som de eneste - havde lov til at lade deres svin gå løse rundt i byen. Nogle af de grise, man kan se på kalkmalerier, har halstitter ligesom vore dages sortbrogede svin.
Der findes skriftlige kilder om heste-og kvægavl fra Middelalderen, men først i 1804 udkom der en bog, der fortæller om tamsvinet i Danmark. Forfatteren - der var forstander for Den kongelige Veterinærskole - skriver, at der på det tidspunkt var to typer af danske landsvin. Der var en mindre type på Øerne og en større i Jylland, det jyske svin.
Disse svin var hovedsagelig lyse, men der fandtes også udenlandske, sortbrogede racer, som udmærkede sig ved stor frugtbarhed. Disse racer blev krydset med de danske landsvin, og der opstod efterhånden en sortbroget dansk landrace. Denne race gav måske ikke så meget kød og voksede ikke så hurtigt, men den blev kendt for sin store frugtbarhed og for sin evne til at passe ungerne. I 1961 satte en sortbroget so rekord, da den fødte 34 pattegrise, hvoraf de 31 overlevede.
Efterhånden som forædlingen af de danske husdyrracer for alvor kom igang i begyndelsen af 1900-tallet, forsvandt de sortbrogede mere og mere fra avlen. Landbruget satsede på de racer, der var velegnede til fremstilling af bacon.
De få avlere, der holdt fast ved den sortbrogede race, havde svært ved at få dyrene afprøvet af statens forsøgsstationer for svineavl. Disse forsøgsstationer er laboratorier, hvor man blandt andet undersøger tilvækst, fedtprocent, kødkvalitet og andre vigtige faktorer for avlsarbejdet. Når avlerne ikke kunne få svinene videnskabligt undersøgt, var det svært at avle efter god slagtekvalitet.
I dag er der kun omkring 100 sortbroget landracesvin tilbage. De få avlere, der har sortbroget landsvin, får tilskud fra staten for at bevare denne gamle danske husdyrrace.
|
|
 | | Ørene er store og hænger ned foran øjnene |
|
|
|
Den sortbrogede landrace har et roligt og omgængeligt gemyt _
Racen er velegnet til frilands- og familiebrug på grund af det rolige temperament.
Et af kendetegnene for racen er det rolige gemyt. Hvis grisene ellers er vant til mennesker, kan man godt forsigtigt gå ind til en so, der er ved at få unger - eller ind til en orne og en so, der er ved at parre sig. Det kan godt være risikabelt hos andre svineracer. Uanset race skal man dog altid være forsigtig med orner.
Svin er sociale dyr, som har et stærkt flokinstinkt. Der er mange fordele ved at leve i flok. Først og fremmest er der flere dyr til at opdage en fare og til at finde føde. Samtidig er der flere dyr til at forsvare flokken mod rovdyr. Svin er stærke dyr, der er kendt for at kunne gå til angreb, hvis de selv eller deres unger er truede.
Hvis dyrene har plads til at udfolde deres naturlige adfærd, ser man ofte, at flokken anføres af en gammel so. Hun sørger for at lede flokken hen til steder med føde, og hun er først og fremmest den, der holder vagt. De voksne orner holder sig mest for sig selv, undtagen hvis der er søer i nærheden, som er klar til parring.
Den sortbrogede landrace er kendt for sin store frugtbarhed og søernes evne til at passe smågrisene. Søerne har mælk i rigelige mængder og i lang tid. Derfor får alle de små grise i kuldet, hvad de har brug for.
Opdrættere fortæller, at gamle søer, der ikke selv har unger, kan hjælpe de andre søer med ungerne. De kan endda begynde at give mælk til andre søers unger.
|
 | | Det sortbrogede landracesvin er et fredeligt dyr |
|
|
|
|
Det sortbrogede landracesvins livscyklus _
De sortbrogede svin vokser ikke så hurtigt som andre racer.
Svin har til alle tider været holdt for kødets skyld, så normalt bliver et tamsvin ikke ret gammelt. I naturen kan svin blive 10-12 år gamle.
Når soen har været drægtig i ca. 4 måneder og skal til at føde, går hun afsides og laver sig en rede eller en hule.
Grisene dier hos soen det første stykke tid, men lærer hurtigt at finde føde selv. Racen er kendt for sin store frugtbarhed og får som regel mellem 6-12 unger i et kuld.
Racen vokser en del langsommere end andre racer, og dyrene bliver kønsmodne, når de er 6-8 måneder gamle. De sortbrogede landsvin bliver normalt ikke slagtet, før de er omkring ét år gamle og vejer ca. 120 kg.
En voksen orne vejer omkring 250 kg.
|
|
Fakta _
| Sortbroget landracesvin Sus scrofa _ |
|
|
|
| Sortbroget landrace |
| |
|
|
|
