Løvskov _
Løvskove er skove, hvor der vokser forskellige slags løvtræer. Det er især bøg, men også eg, birk, ask, lind og rødel. Løvtræer kendes på, at de taber bladene om efteråret. Løvskove findes især i Østjylland og på Fyn og Sjælland.
For 9.000-10.000 år siden var stort set hele Danmark dækket af løvskov. Skoven var en blanding af mange forskellige slags træer. Her var især lind, elm, eg og birk. Bøgen blev først rigtig almindelig for ca. 2.000 år siden.
For ca. 6.000 år siden begyndte man at dyrke jorden. Man fældede skov for at få marker, hvor man kunne dyrke korn, og hvor husdyrene kunne græsse. Som årene gik, forsvandt mere og mere skov, og for 200 år siden var kun 3 % af landet dækket af skov. Nu begyndte man at plante skov igen, og i dag er ca. 12 % af landet dækket af skov. Løvskovene udgør dog kun ca. 1/3 af de danske skove.
Næsten alle vore løvskove er plantede. Man dyrker altså træer, ligesom man dyrker korn på markerne. Når man har fældet de gamle træer, planter eller sår man nye.
Nogle få steder findes der dog også områder, hvor skoven vokser vildt som en slags naturskov. Det kan være på sumpede arealer nær søer og åer, hvor træerne får lov til at passe sig selv. Her sår træerne sig selv, og de får lov til at blive gamle og forfalde.
I Danmark har vi især løvskove med bøgetræer. Bøgetræer er "skyggetræer". Træerne er så tætte i toppen, at der ikke kommer meget lys ned til skovbunden. Derfor vokser der ikke mange buske eller blomster i bøgeskoven. Om foråret - inden løvspring - finder vi dog anemoner i skovbunden.
En anden type skov er egeskoven eller egekrattet, som for det meste findes på lidt dårligere jord. Egetræer skygger ikke nær så meget som bøgetræer, og i egeskoven er der derfor flere andre slags træer, buske og blomster.
I meget våde og sumpede områder langs søer og åer er der ikke mange træer, som kan klare sig - bortset fra rødellen. Rødel kan faktisk tåle at have rødderne under vand. Levestedet, som kaldes for ellesumpen, er en slags "vildskov". |
