Mose _

En mose er et sumpet eller vandfyldt vådområde, som er mere eller mindre fyldt op med dødt og levende plantemateriale. Der findes to forskellige typer af moser: Kærmoser og højmoser.

En kærmose - også kaldet et kær - er dannet, hvor grundvandet står højt. Det er tit ved bredden af vandløb eller ved søer. Vandet i kærmosen stammer dels fra grundvand, dels fra regnvand.

En kærmose er normalt meget lavvandet, og den tørrer ofte helt ud om sommeren. I gamle dage græssede kvæget i kærmosen om sommeren, og man slog ofte hø i mosen. I dag bruges kærmoserne ikke ret mange steder. De fleste af dem er derfor i tidens løb groet til med træer og buske som pil og rødel.

En højmose dannes, når en sø gennem årene bliver fyldt op med dødt plantemateriale. Det kan for eksempel være blade, som blæser ud i søen om efteråret. Hvis den oprindelige sø og dens omgivelser er næringsfattige, vil der vokse tørvemosser i kanten af mosen.

Som tiden går, dækker tørvemosserne mere og mere af søen, og til sidst dækker de hele vandoverfladen. Det kalder man for en "hængesæk". Der er dog stadig vand i højmosen, men det ligger nede under tykke lag af tørvemosser og andre planter, som også begynder at vokse på hængesækken. Til sidst ligner højmosen mere en mark eller en eng. Hvis man går ud i mosen, vil man dog opdage, at det er en mose. Vandet pibler op mellem planterne, og man får hurtigt våde fødder.

Tidligere - helt op til ca. 1950 - gravede man i tørv i moserne. Tørven, som er dannet af de døde, sammenpressede tørvemosser, blev brugt som brændsel. Når man gravede tørv, skabte man nye, åbne vandhuller, hvor mosen ellers tidligere var groet sammen til en hængesæk. Tørvemoser eller tørvegrave kan tit ses som firkantede vandhuller i landskabet.